, , ,

Kan man være leder og en fri fugl på samme tid?

Når man sidder som daglig leder, så sker der noget med ens kreativitet og evne til fordybelse. Det fungerer dårligt sammen. Hos N-ORD har jeg startet et ledelses-eksperiment, der giver plads til mentale walkabouts.

 

Stille dag på kontoret. Mine medarbejdere holder fri. Og jeg har tid for mig selv. For mig er disse arbejdsdage en gave. Dage, hvor jeg ikke er afhængig af at skulle være hende, der sætter i gang eller skulle levere svarene.

Jeg har været leder mange år i mediebranchen, før jeg stiftede mit eget kommunikationsbureau. Det var nu ikke for at slippe for ledelsesdelen, at jeg blev selvstændig. Jeg var aldrig ked af min lederrolle, og det var heller aldrig sådan, at det faldt mig tungt at tage ansvaret. Den slags er kommet naturligt, og måske derfor gik der heller ikke længe før vi var – først en, så to og på et tidspunkt tre medarbejdere på kontoret her i mit bureau. Det er fagligt dygtige og skønne mennesker, jeg har ansat. Og jeg trives rigtig godt med at arbejde sammen med dem.

Genfind kreativiteten som selvstændig

De opgaver, vi får ind i N-ORD Kommunikation kræver flere hænder end mine egne. Og efter mange år i manegen med habitjakken på som tovholder på redaktionsmøder, med deadlines og efterkritik var det nærmest uden at tænke over det, at jeg hoppede tilbage i ledelsesrollen.

Men når man sidder som daglig leder, så sker der noget med ens kreativitet og evne til fordybelse. Det fungerer dårligt sammen, at man både skal sidde oppe i helikopteren med den kritiske afslutterkasket på og samtidig være den, der er kravlet dybest ned i minen for at bore efter guld.

I de år, jeg arbejdede som leder i mediebranchen, savnede jeg den proces, hvor jeg selv var kreativ og nede i ’hullet’. Den der fandt nye uudforskede veje. Det var den tilstand, jeg drømte om at genfinde, da jeg startede som selvstændig.

Men der sad jeg så – et år efter at have forladt det etablerede arbejdsmarked – med arbejdsfunktioner, der lignede dem, jeg kom fra. Så tror da pokker mit kreative virke atter gik i dvale.

Og det var en smertelig erkendelse. At jeg havde sejret mig selv i ihjel. Jeg havde på kort tid skabt en virksomhed, der ikke bare løb rundt, men også kunne vokse og tage større projekter ind. Men samtidig, så var jeg stadig lige uforløst.

Kreativ og leder – som at blæse og have mel i munden

Jeg har sådan en business-coach. En slags ekstern HR-chef om man vil. Vi tog temaet op.

”Man kan jo ikke både blæse og have mel i munden,” hørte jeg mig selv sige.

Så er der nok ingen anden udvej end at blive sådan en fattig boheme-forfatter, der sidder der for mig selv og filosoferer. Sådan tænkte jeg. Men min overbevisning om, at man ikke både kan være en dygtig leder og samtidig være uafhængig nok til at være kreativ og periodevis begravet i sine egne processer, var i virkeligheden dybt begrænsende for mig selv og mit eget virke. Og min dygtige rådgiver udfordrede mig på den.

Hvad nu, hvis man både er en leder og en, der elsker at forsvinde fra overfladen i perioder afsted på mentale walk-abouts for at fortabe sig i fjerne fata-morganaer og underlige tankespin?

Og hvad nu hvis det godt kan lade sig gøre at blæse og have mel i munden?

Et ledelsesmæssigt eksperiment

Nu har jeg sat et eksperiment i gang. Jeg fik både min nærmeste medarbejder og jeg selv talenttestet, således, at vi i dag ved, præcist, hvor vi spiller hinanden bedst.

Jeg ved for eksempel, at hun er så disciplineret og ansvarlig, at hun sagtens kan arbejde hjemmefra mange af dagene. Så har hun nemlig også mulighed for at gå til træning midt på dagen og være alt det for sine nærmeste, som hun holder meget af.

Vi har telefonmøder. Og vi mødes også fysisk på kontoret. Der er også sat faste rutiner op omkring vores primære opgaver i virksomheden, så alle ved, hvad de skal og hvornår. Mine medarbejdere skriver eller ringer, når der er noget, de er i tvivl om – men de har også fået okay til at træffe beslutningerne, når jeg ikke er tilgængelig. Så derfor er der nu masser af arbejdsdage iført pyjamas med computeren i sofaen. Der er også dage, hvor møderne bliver foretaget på telefonen under timelange gåture med hunden.

Er man doven, fordi man ikke møder op?

Den model var aldrig gået, da jeg var ansat i mediebranchen. Der bliver man let anset for at være doven, eller uengageret, hvis man ikke møder op – og som leder går den slet ikke – så skal man holde fanen højt og være tilgængelig.

Jeg har aldrig manglet engagement. Jeg har nok heller aldrig arbejdet mindre end fuld tid. Faktisk er begejstring og høj energi noget af det, jeg bærer med mig i hele mit virke. Men det at skulle møde ind til en bestemt tid og ’sidde min arbejdstid af’ på en kontorstol i et predefineret tidsrum har altid været et enormt stresselement for mig. Bare tanken om det opleves enerverende, og det blev i sidste ende en kæmpe hæmsko for min evne til at skrive eller finde på.

Flere digitale nomader

Måske er der en grund til at stadig flere trækker stikket til arbejdsmarkedet og slutter sig til den erhvervsgruppe, som fremtidsforskerne kalder digitale nomader. Fordi vi er mange, som ikke passer særlig godt ind i den kasse, der kræver et velfriseret fremmøde 37 timer om ugen på en fast adresse.

Om dette her eksperiment virker i større skala og på arbejdspladser med højere kompleksitet end vores lille bureau – det skal jeg slet ikke gøre mig klog på. Jeg skal heller ikke påstå, at modellen er så gammel nu, at jeg kan udråbe det til en sikker vinder. Men som min coach og HR-chef gjorde mig opmærksom på, så er det jo mig der sætter reglerne her i mit lille firma.

Og her blæser vi med mel i munden – i hvert fald nogle af dagene.

, , ,

Skriver du (sådan rigtigt) digitalt?

Du har krav på at vide, hvad du skal bruge denne artikel til: Her er et vigtigt råd  til at skabe en god digital fortælling – uanset om det er video, lyd eller skrift.

Jeg underviser i disse dage på Danmarks Radio. Og selvom en anden mere trist dagsorden ligger øverst lige i øjeblikket på den nationale statsradiosymfoni, så slår det mig, hvor mange dygtige, vidensbegærlige, ambitiøse og engagerede journalister, der arbejder i det hus.

Digital journalistik og digitale rubrikker er temaet for min undervisning denne gang.

Jeg har tidligere fået lov at undervise i digitale workflows i Aller Media, så jeg har efterhånden mødt rigtig mange af de journalister i både Danmark, Sverige og Norge, der hver dag leverer til feedet. Det store feed, som både skal udbrede viden, skabe kendskab til brandet og trække læsere ind.

Opskrift på den perfekte overskrift

Det er ikke sådan, at jeg kommer ind ad svingdøren med en fix og færdig formel for den perfekte digitale formidling. Og meninger om, hvad en god rubrik – i daglig tale overskrift – er der lige så mange om, som der er skribenter … og læsere.

MEN en af de pointer, jeg har med mig er, at der produceres alt alt for mange alibihistorier. De såkaldte versioneringer til nettet. Og dette gælder faktisk ikke kun i mediebranchen. Jeg ser det i lige så høj grad i kommunikationsflowet fra virksomheder og organisationer.

Efterhånden er nettet eller feedet blevet sådan en altædende størrelse, hvor man kan putte hvad som helst ind i.

Feedet er den store nyhedsrulle, googles endeløse listevisning og de millioner af platforme og profiler, der oprettes hver eneste dag.

”Kan du ikke lave en hurtig version til nettet?”

Ja-ja, jeg ved godt, at web-first bølgen fra 1990’erne har været igennem de fleste medier og seriøse kommunikationsafdelinger. Jeg har selv været med på den.

Om at skrive digitale artikler

Men ikke desto mindre, så er det stadig som om rigtig meget af det, der produceres digitalt er et re-skriv af noget, der var ment til at bringes i en anden sammenhæng.

Det vil sikkert ændre sig, når første generation af indfødte indtager landets medier og kommunikations-platforme. Men indtil da, så er vi nødt til at tænke os grundigt om, hver gang vi leverer til feedet.

Kun ét godt råd til digitale artikler

Og mit første råd til at levere vellykket digitalt materiale er, at betragte modtageren som bruger. Ikke læser. Ikke en, der bare klikker eller køber. Men en bruger.

Sagen er jo den, at ingen klikker på noget – hverken et videoklip på youtube, et opslag på de sociale medier eller en artikel på en nyhedstjeneste, hvis ikke de skal bruge det til noget.

Hvad bruger vi digitale artikler og indhold til?

Så hvad bruger vi reelt, det vi klikker på på nettet til?

Vi bruger det til at ORIENTERE os. Hvad sker der lige nu?

Vi vil være KLOGERE. Generation Google har allerede sat sit præg i os alle. Den tidligere nidkære faster i familien, som insisterede på at slå alting op i et leksikon er blevet til os alle. Et spørgsmål, en uklarhed eller noget, vi er i tvivl om, og vi griber alle mod mobilen. Det kan googles. Fakta , ny viden, konkrete hændelsesforløb – al den viden, som kan klæde os på til at deltage i en diskussion ved middagsbordet eller bare give os vished.

Vi INSPIRERES. Menneskelige fortællinger, casen eller bloggere som deler af deres inderste bruges som et spejl for vores eget liv. Kunne vi blive som dem? Kunne det være os selv? Eller et stjålent kig ind i en verden så fjerne fra selvet?

Vi bruger indlæg, som kan BEKRÆFTE os i hvilken politiske holdning, vi deler – eller slet ikke deler. Holdningsstof, der hjælper os til at beslutte, hvor vi stiller os i en given sag, og hvilken politiker, vi vil stemme på.

Vi afkoder, om vi ER I SYNC med resten af verden. Følger vi med på de nyeste tendenser? Det er alt lige fra mode, mad, motion, indretning og alt muligt andet. Trends og tendenser betyder noget for os, fordi det hjælper os til at følge med i flokken.

Vi vil FLASHE, hvad vi mener, er og gør på sociale medier. Vi bruger historier, der kan deles, fordi de viser vores følgere, hvad vi mener, er uenige i, eller hvem der har dannet os som mennesker. Hvilken musiker, har vi haft en særlig oplevelse med? Eller hvilken forfatter, læser vi? Fortællinger, der siger noget om os selv, som andre kan like eller dislike.

Når noget er skabt til nettet – feedet – så spørg dig selv: Hvad skal modtageren bruge denne til? Hvorfor skal modtageren læse lige netop denne digitale artikel?

Og kan du ikke svare, så er det nok i bedste fald spild af tid. For alt, hvad der ligger i feedet, er defineret af, hvor brugbart det er …

,

Om at skrive krimi og være doven, uproduktiv og asocial

Det at skrive en bog er i lange perioder en uproduktiv proces. Husk det, når du er midt i al din ugidelighed, dovenskab og tomhed. Du kan være på vej ind i ‘The Zone’. Der, hvor dine kreative ideer opstår.

 

”Nå ja, men det handler vel også om lige at komme ind i ’The Zone’ – er det ikke sådan, det er med jeres typer?” sagde min bogholder i dag. Det er min første dag efter ferien, kroppen skriger på sit daglige glas kølig rosé, og jeg er ramt af en gedigen gang efter-ferie-depression.

Luften står stille her på kontoret, hvor jeg stirrer tomt ud i luften – altså efter at have mugget og klaget min nød, først til min bogholder og siden mit personale.

 

Husk det, når du er midt i al din ugidelighed, dovenskab og tomhed. Du kan være på vej ind i ‘The Zone’. Der hvor dine kreative ideer opstår.

 

Selvom jeg som forfatter og leder i N-ORD Kommunikation langt hen ad vejen har skabt et arbejdsliv, der passer til mig og min genizone, så er jeg denne dag bare ikke i ’The Zone’.

Ikke endnu i hvert fald.

Det der med at finde ind til den mentale tilstand, hvor man kan fortælle historier og fingrene flyver hen over tastaturet, mens tiden står stille. Det tager altid lidt tid for mig.

Deadline til jul

Hjernen skal have lov til at finde og skabe fortællingen før ordene kan finde vej til computerskærmen. Og først skal den have gennemtænkt alle mulige og umulige ligegyldigheder, som absolut intet har med arbejdet at gøre.

Jeg er travlt optaget af min næste bog. En true-crime-beretning om narkoforbrydelser i Danmark. Eller det vil sige: Jeg er travlt optaget af, at den har deadline til jul, og den derfor skal skrives færdig.

Læs også: Kender du virksomhedens grundfortælling?

Og jeg skal se at komme ind i ’The Zone’ i en hulens fart, siger jeg til mig selv og trommer med fingrene i bordet.

Jeg har aldrig før tænkt over, at fortællingen og skrivelysten ligger i en særlig mental zone. Men min bogholder har en ret god pointe. Skriveblokeringer, kaldte man det i sin tid, da jeg blev uddannet journalist, og man sad der foran skærmen og ikke lige kunne få det til at glide.

I de år, jeg sad som leder i journalistbranchen, fik jeg aldrig skrevet en linie på den bog, som jeg kæmpede med at få færdig. Jeg troede det var skriveblokeringer, der bremsede mig. Jeg nåede så langt ud, at jeg troede, at jeg helt havde mistet min kreativitet og evnen til at skrive historier. Mere end 10 år gik der, før jeg erkendte, at jeg måtte stoppe op og skabe et arbejdsliv med helt andre rammer, hvis min bog skulle være færdig.

Læs også: SMUGLER – Fra hippie til hashbagmand

Det er ikke skriveblokeringer …

Det, jeg kæmpede med, havde intet med blokering at gøre. Det ved jeg i dag. Det handler om at have et arbejdsliv, hvor der er plads til mine kreative processer. En fortælling bliver skabt i hovedet. Længe inden, jeg sætter mig til tastaturet, og derfor arbejder min hjerne – også når jeg ikke synes, jeg gør det. ’The Zone’ som min bogholder kalder det, er ikke et sted, hvor jeg er lige produktiv i alle mine arbejdstimer. Når jeg skal have adgang til min kreativitet, så kan jeg ikke samtidig sidde med kalender i excel-ark, redaktionsmøder og åben strategi. Jeg kan ikke lægge den kreative del af mit arbejde ind i et rationelt skema, for det er ikke sådan, min kreativitet fungerer.

Derfor har jeg tilrettelagt mit arbejdsliv sådan i dag, at jeg i nogle perioder laver undervisning, workshops, kommunikation og strategi og leder mine dygtige medarbejdere. Her er jeg ekstrovert, rationel og fuld af ord, sjov og mødetider. Og i andre perioder, slipper jeg produktionen i bureauet, slukker telefonen, dropper de sjove bemærkninger og gemmer mig i min skurvogn i haven for at skrive bog.

Det er først, når jeg giver helt slip på tiden, og tillader mig selv at være lige der, hvor jeg er i nuet – doven, ugidelig, uproduktiv, introvert og asocial – at lysten til at skabe noget opstår. Sådan er det for mig

Det er den tilstand, min bogholder kalder ‘The Zone”.

Som at krybe gennem et alt for smalt hul i en klippevæg

Jeg skal mases langsomt ind i min fortælling. Som når man kryber ind gennem et lidt for smalt hul i en klippevæg på vej mod en dyb underjordisk grotte. Det er ikke nogen særlig rar proces. Det er ukomfortabelt og klaustrofobisk. Kroppen har slet ikke lyst, og det kan føles helt unaturligt at skulle mases ind igennem så lille et hul.

Efterhånden som man aser og maser sig igennem åbningen, og man endelig når helt ned i grotten, har kroppen på forunderlig vis tilpasset sig størrelsesforholdene og øjnene har vænnet sig til mørket.

Her er der pludselig fuld fokus og alle sanser er koncentreret om den fortælling, der springer frem i hovedet. Her glemmer man at spise, og benene sover, fordi de har ligget for længe over kors. Men de får bare lov at sove videre. Her i grotten skal man hverken bruge mad eller bevægelse. Her ophæves kroppens signaler og behov, mens sindet og fantasien får lov at køre showet.

Din ugidelighed og dovenskab kan være vejen til ‘The Zone’

Det er først kl. 18.30 når mobilen på irriterende vis vibrerer med en kærlig sms fra min mand om, at der er aftensmad, at jeg kryber ud af min mørke grotte – mit kontor i skurvognen i baghaven – og misser med øjnene mod solen. Pludselig synes jeg familien larmer og hundehvalpen er ekstremt opmærksomhedskrævende. Efter en rum tid fyldes jeg af taknemmelighed over, at de er der. De der, som larmer og elsker mig og kræver, at jeg forholder mig til lommepenge, forældreintra og opvaskemaskinen, der skal fyldes.

Læs mere om N-ORD Kommunikation

Jeg sukker lidt. Nu er jeg røget ud af ‘The Zone’ igen. Og jeg ved, at når jeg skal tilbage og skrive, venter endnu en strabadserende tur ind gennem det der snævre fortæller-hul. På den anden side, så ville jeg ikke bytte min timer i grottens mørke for noget.

Husk det, når du er midt i al din ugidelighed, dovenskab og tomhed. Du kan være på vej ind i ‘The Zone’. Der hvor dine kreative ideer opstår.