, ,

Kan man være leder og en fri fugl på samme tid?

Når man sidder som daglig leder, så sker der noget med ens kreativitet og evne til fordybelse. Det fungerer dårligt sammen. Hos N-ORD har jeg startet et ledelses-eksperiment, der giver plads til mentale walkabouts.

 

Stille dag på kontoret. Mine medarbejdere holder fri. Og jeg har tid for mig selv. For mig er disse arbejdsdage en gave. Dage, hvor jeg ikke er afhængig af at skulle være hende, der sætter i gang eller skulle levere svarene.

Jeg har været leder mange år i mediebranchen, før jeg stiftede mit eget kommunikationsbureau. Det var nu ikke for at slippe for ledelsesdelen, at jeg blev selvstændig. Jeg var aldrig ked af min lederrolle, og det var heller aldrig sådan, at det faldt mig tungt at tage ansvaret. Den slags er kommet naturligt, og måske derfor gik der heller ikke længe før vi var – først en, så to og på et tidspunkt tre medarbejdere på kontoret her i mit bureau. Det er fagligt dygtige og skønne mennesker, jeg har ansat. Og jeg trives rigtig godt med at arbejde sammen med dem.

Genfind kreativiteten som selvstændig

De opgaver, vi får ind i N-ORD Kommunikation kræver flere hænder end mine egne. Og efter mange år i manegen med habitjakken på som tovholder på redaktionsmøder, med deadlines og efterkritik var det nærmest uden at tænke over det, at jeg hoppede tilbage i ledelsesrollen.

Men når man sidder som daglig leder, så sker der noget med ens kreativitet og evne til fordybelse. Det fungerer dårligt sammen, at man både skal sidde oppe i helikopteren med den kritiske afslutterkasket på og samtidig være den, der er kravlet dybest ned i minen for at bore efter guld.

I de år, jeg arbejdede som leder i mediebranchen, savnede jeg den proces, hvor jeg selv var kreativ og nede i ’hullet’. Den der fandt nye uudforskede veje. Det var den tilstand, jeg drømte om at genfinde, da jeg startede som selvstændig.

Men der sad jeg så – et år efter at have forladt det etablerede arbejdsmarked – med arbejdsfunktioner, der lignede dem, jeg kom fra. Så tror da pokker mit kreative virke atter gik i dvale.

Og det var en smertelig erkendelse. At jeg havde sejret mig selv i ihjel. Jeg havde på kort tid skabt en virksomhed, der ikke bare løb rundt, men også kunne vokse og tage større projekter ind. Men samtidig, så var jeg stadig lige uforløst.

Kreativ og leder – som at blæse og have mel i munden

Jeg har sådan en business-coach. En slags ekstern HR-chef om man vil. Vi tog temaet op.

”Man kan jo ikke både blæse og have mel i munden,” hørte jeg mig selv sige.

Så er der nok ingen anden udvej end at blive sådan en fattig boheme-forfatter, der sidder der for mig selv og filosoferer. Sådan tænkte jeg. Men min overbevisning om, at man ikke både kan være en dygtig leder og samtidig være uafhængig nok til at være kreativ og periodevis begravet i sine egne processer, var i virkeligheden dybt begrænsende for mig selv og mit eget virke. Og min dygtige rådgiver udfordrede mig på den.

Hvad nu, hvis man både er en leder og en, der elsker at forsvinde fra overfladen i perioder afsted på mentale walk-abouts for at fortabe sig i fjerne fata-morganaer og underlige tankespin?

Og hvad nu hvis det godt kan lade sig gøre at blæse og have mel i munden?

Et ledelsesmæssigt eksperiment

Nu har jeg sat et eksperiment i gang. Jeg fik både min nærmeste medarbejder og jeg selv talenttestet, således, at vi i dag ved, præcist, hvor vi spiller hinanden bedst.

Jeg ved for eksempel, at hun er så disciplineret og ansvarlig, at hun sagtens kan arbejde hjemmefra mange af dagene. Så har hun nemlig også mulighed for at gå til træning midt på dagen og være alt det for sine nærmeste, som hun holder meget af.

Vi har telefonmøder. Og vi mødes også fysisk på kontoret. Der er også sat faste rutiner op omkring vores primære opgaver i virksomheden, så alle ved, hvad de skal og hvornår. Mine medarbejdere skriver eller ringer, når der er noget, de er i tvivl om – men de har også fået okay til at træffe beslutningerne, når jeg ikke er tilgængelig. Så derfor er der nu masser af arbejdsdage iført pyjamas med computeren i sofaen. Der er også dage, hvor møderne bliver foretaget på telefonen under timelange gåture med hunden.

Er man doven, fordi man ikke møder op?

Den model var aldrig gået, da jeg var ansat i mediebranchen. Der bliver man let anset for at være doven, eller uengageret, hvis man ikke møder op – og som leder går den slet ikke – så skal man holde fanen højt og være tilgængelig.

Jeg har aldrig manglet engagement. Jeg har nok heller aldrig arbejdet mindre end fuld tid. Faktisk er begejstring og høj energi noget af det, jeg bærer med mig i hele mit virke. Men det at skulle møde ind til en bestemt tid og ’sidde min arbejdstid af’ på en kontorstol i et predefineret tidsrum har altid været et enormt stresselement for mig. Bare tanken om det opleves enerverende, og det blev i sidste ende en kæmpe hæmsko for min evne til at skrive eller finde på.

Flere digitale nomader

Måske er der en grund til at stadig flere trækker stikket til arbejdsmarkedet og slutter sig til den erhvervsgruppe, som fremtidsforskerne kalder digitale nomader. Fordi vi er mange, som ikke passer særlig godt ind i den kasse, der kræver et velfriseret fremmøde 37 timer om ugen på en fast adresse.

Om dette her eksperiment virker i større skala og på arbejdspladser med højere kompleksitet end vores lille bureau – det skal jeg slet ikke gøre mig klog på. Jeg skal heller ikke påstå, at modellen er så gammel nu, at jeg kan udråbe det til en sikker vinder. Men som min coach og HR-chef gjorde mig opmærksom på, så er det jo mig der sætter reglerne her i mit lille firma.

Og her blæser vi med mel i munden – i hvert fald nogle af dagene.

af
, ,

Lederprofil: Er du en Alfa-Ko?

Mange ledere i dag kunne med fordel stikke næsen ind i en kostald. Køerne har nemlig regnet den ud …

 

Jeg havde en ualmindeligt spændende samtale forleden med en bekendt. Han har mange års erfaring med ledelse i detail-branchen og lever i dag af at undervise. Denne samtale handlede om ledelsesformer – og lidt om køn. Den udviklede sig til en længere forklaring af, hvordan køer indretter sig i en kostald.

Den mandlige leder kunne nemlig introducere mig til en ledelsesstil, jeg ikke kendte. Den kaldes for ’Alfa-koen’ – en stil han ofte selv har praktiseret, fortalte han. Da jeg kom hjem, var jeg så fascineret, at jeg måtte en tur omkring Google for at blive klogere på det med køer – og den er god nok.

Ledere kunne med fordel besøge en kostald

Lige som med så meget andet i tilværelsen, kan man få rigtig meget ud af at se på, hvordan naturen er skabt. Og mangen en leder kunne måske med fordel stikke næsen indenfor i en kostald.

I en flok af køer er der nemlig tilsyneladende en særlig form for socialt mønster, der sikrer, at alle er aktive deltagere af fællesskabet.

Tyren er stærk, men den er af natur egoistisk, aggressiv og egenrådig. Derfor vil tyren aldrig indgå i et fællesskab, men i stedet holde sig for sig selv. Den vil udelukkende opsøge fællesskabet, når det er tid til forplantning, hvilket langt hen ad vejen er tyrens primære eksistensberettigelse.

Vælger deres leder efter social intelligens

I flokken af køer er det bestemt ikke tilfældigt, hvordan magten fordeles, således at flokkens kalve vokser op og bliver i stand til at føre arten videre. Køer vælger en leder af deres gruppe. Denne leder vælges ud fra deres intelligens, nysgerrighed, selvtillid, erfaring og gode sociale færdigheder. Mobning, egoisme, størrelse og styrke ikke anses for passende lederegenskaber.

Alfa-koen er drevet af stærke sociale færdigheder, høj intelligens og nysgerrighed. Måden, den leder på, er flere gange i løbet af dagen at bevæge sig rundt til hele flokken og give et kærligt slik, skub eller dask med halen til alle de andre køer og kalve i flokken. Dermed sikrer alfa-koen, at alle i gruppen er med og føler sig som en del af fællesskabet. Ingen efterlades, og alle holdes i gang.

Køer finder ligesindede ‘veninder’

Indrømmet: Køer og dyreliv er ikke det, jeg har læst mest om i løbet af min karriere. Men det var sjældent inspirerende læsning.

Det viser sig også, at køer på ingen måde er umælende væsener. De har sociale præferencer, udvælger ’veninder’ og indgår i små undergrupperinger, hvor de hjælper og støtter hinanden med at tage sig af afkommet. Køer er enormt knyttet til deres kalve. Mor-barn-relationen er stærk og varer i mange år frem (hvis de altså får lov og ikke bliver frataget kalven, som det ofte sker i konventionelt landbrug), og i det hele er tilværelsen blandt køer relationsbåret. Akkurat som tilværelsen er på langt langt de fleste arbejdspladser i dag.

Hver morgen og hver aften går alfa-koen sin runde. Den tjekker ind hos hvert medlem i de respektive grupper og sikrer løbende at være opdateret med trivslen hos den enkelte.

Mere service-organ end frontløber

Jeg har selv ledet redaktioner og har igennem flere år været del af netværk med kvindelige ledere i mediebranchen. Det er dygtige og bevidste ledere, som har erfaring med at føre komplekse konstellationer mod ofte urimeligt svære mål.

Tyr-profilen, den egocentrerede, aggressive og stærke leder vil muligvis skinne i rollen og skabe en masse synlighed

Og en af de pointer, der går igen, når vi mødes, er en grundlæggende oplevelse af at udfylde funktionen som ’service-organ’ mere end som ’frontløber’. Altså at man som leder i dag bruger langt størstedelen af sin arbejdstid på at sørge for, at rammerne omkring medarbejderne er så gode, at de performer optimalt.

Man kan som leder være nok så dygtig og visionær, men i sidste ende er det den enkelte medarbejders performance, der skaber virksomhedens succes. Jeg lykkes som leder, når mine medarbejdere lykkes med at få virksomheden til at til lykkes.

Tyr-profilen skaber ineffektivitet og stress i flokken

Ledelsesjobbet på en moderne arbejdsplads er altså i mindst lige så høj grad et spørgsmål om at bevæge sig rundt i medarbejdergruppens yderpunkter og få dem til at finde retning, end det er hele tiden at stæse af sted forrest i feltet.

Og en leder, der virkelig rykker, er i dag en leder, der accepteres af medarbejderflokken – oftest på sine sociale færdigheder og intelligens. Tyr-profilen, den egocentrerede, aggressive og stærke leder vil muligvis skinne i rollen og skabe en masse synlighed og branding udadtil for virksomheden. Men det er ikke den profil, der får medarbejderne til at performe. Tværtimod. Det er den type, som skaber angst, ineffektivitet og stress i flokken.

Stemples som bekymret mor

Og hvad har dette så med køn at gøre?
Ud over at fordelingen er tydeligt kønsfordelt blandt dyrene på marken, så har jeg selv ofte oplevet som kvindelig leder at blive stukket i skoene, at jeg ’bekymrede’ mig for meget om mine medarbejdere. Jeg er blevet kaldt ’mor’. Uden at folk kendte min JTI-profil, har jeg fået skyld for at have meget F, det man kalder for følelser og proces i min profil.

Min pointe er, at det at kære sig om sin flok – sine medarbejdere – også er hård business.

Den oplevelse deler jeg med en del andre dygtige kvindelige ledere i mit netværk. At man meget hurtigt stemples som en ‘bekymret mor’ – en profil F – hvis man er kvinde, og ledelsesstilen ikke er aggressiv nok. Eller man for eksempel er hurtig til at spotte en medarbejder, der er ufokuseret på grund af stress eller kaos i privatlivet.

De, der kender mig, vil vide, at jeg er både målrettet, resultatorienteret og ambitiøs omkring slutproduktet, og ja, jeg har også været med til at fyre eller forflytte medarbejdere, der ikke kunne eller ville levere. Jeg har også været med til at presse medarbejdere med til tider urimelige deadlines. Et folketingsvalg, et stort graverprojekt eller en kampagne er ikke et 8-16-job. Sådan er ledelse også.

Skab selvstændige og begejstrede medarbejdere

Men jeg vil strække mig langt for at undgå aggressiv og konfronterende ledelse.

Jeg har altid været mest optaget af, hvordan man gør en medarbejderflok begejstrede, selvstændige og innovative. Min personlige JTI-profil peger i langt højere grad på innovation og resultat end på proces – og indrømmet, mine præferencer er at udforske nyt og kreativt fremfor at traske rundt i følelser og procesmål. Men min erfaring er, at nytænkning og kreative projekter kun lykkes, når man betragter sin ledelsesrolle mindre som den, der står i spidsen, og mere som den, der danner cirkel omkring medarbejderne. Når medarbejderne selv bærer deres idéer frem.

Min pointe er, at det at kære sig om sin flok – sine medarbejdere – også er hård business.

En Afla-ko-profil til ledelse skaber resultater

En Alfa-ko-profil skaber resultater. Og det at undervurdere sociale færdigheder, intelligens og evne til at holde sit ego tilbage hos en leder, kan være fatalt for medarbejderne og i sidste ende produktet.

Jeg blev så begejstret over endelig at have fundet et ledelsesbegreb, som dækker den særlige egenskab, det er at kunne skabe innovative og motiverende rammer omkring sine medarbejdere.

Hvis du virkelig vil skabe resultater, så find din indre Alfa-ko frem.

Gør som min mandlige bekendte gjorde i detailbranchen og i dag, når han underviser:
”Så kørte jeg lige en alfa-ko på dem, var turen rundt, og så var de ud over stepperne og i fuld gang”

af
, , ,

Hvor mange gange har du set dette (irriterende) post ???

Om at finde THE BIG WHY og få styr på sin virksomheds fortælling

#kontortid #elskerlivetsomselvstændig

Tjek ind på facebook eller instagram. Og jeg kan næsten så sikkert som præstens ’Amen’ i kirken se frem til et post i en eller anden variant af dette fra en selvstændig i netværket.

Hvad tænker du, når du ser den slags?

”Gid det var mig?”

”Hun må have en mand, der tjener godt…” (Hvorfor er det i øvrigt altid kvinder, der poster den slags?!)

Eller:

”Kan det virkelig lade sig gøre at leve af at sidde på en café med sin computer?”

Jeg tænker oftest det sidste (og sommetider det næstsidste). Men nu er jeg også tilpas kedelig, old school og rødstrømpe-agtig, når det kommer til det der med at gå på arbejde og tjene penge. Visualiseringer, yoga og stenrige ægtemænd er i hvert fald ikke en træfsikker strategi, hvis man skal have styr på økonomien, er min tørre konstatering.

Jeg har været selvstændig i knapt to år nu. Sprang fra et velbetalt og spændende lederjob i mediebranchen, fordi jeg havde en masse ideer og tanker i hovedet, jeg ville teste af. Fordi jeg havde trang til at skabe noget på mine egne præmisser. Men mest af alt, fordi jeg trængte til at kende min egen markedsværdi.

Hvad er min markedsværdi, når titler, habit-jakken og den fine mediebyline er skrællet væk?

Hvad er mine ideer, mine fortælle-evner og min indsigt i digital produktion reelt værd for dem, der skal betale?

Hvad sker der, når man træder ned fra piedestalen og tager de ideer frem, som blev udviklet over en flaske-øl en sen nattetime på et brunt værtshus, pudser dem af og omsætter dem til en forretningsplan?

Når man går fra ”Vi kunne tjene kassen på den ide!” til ”Okay, så hvordan kommer vi videre, og hvor meget vil du satse på det?”.

Et spændende eksperiment, som nok passer perfekt til at være fyldt 40 og have sat sin (sidste) efternøler af ved den danske folkeskole.

Som hundehvalpe i dyb nattesøvn hen over tastaturet

Nå, men siden har jeg haft alt, alt for travlt til at kunne nå at lave Facebook posts med cafe latte, dyrke yoga og visualisere særlig meget. Opgaverne er landet på mit dørtrin, og jeg har pisket af sted for at holde trit med kunder, netværke så nye kom til og hele tiden justere min virksomhed, så den passer med det marked, jeg opererer i. Der skulle ansættes folk, der skulle beregnes priser, og der skulle overholdes deadlines. Alt sammen noget, jeg er utroligt taknemmelig og ydmyg over at få lov at opleve.

Men denne sommer bad jeg min nyansatte kommunikationsmedarbejder kigge lidt på hjemmesiden. Vores egen altså.

”Hvad skal der stå på Om-siden?” spurgte hun.

”Og hvorfor blogger du ikke selv?”

”Det sker heller ikke meget på facebook og Instagram for dig!” konstaterede hun lidt senere.

DYBT indre suk.
(Tænk dig goddammit om, inden du ansætter en medarbejder så ung og frisk i hjernen, at du kunne være hendes mor …)

En aften åbnede jeg computeren og klikkede ind. Hænderne lå som hundehvalpe i dyb nattesøvn hen over tastaturet. Intet skete. De rokkede ikke engang så meget som en lillefinger trods hårde kommandoer fra hjernen. Kan hænder egentlig besvime?

Hjemmesiden – altså min bureau-side – har nu stået ufærdig og piv-åben med “bla … bla …”-tekster allevegne i flere uger. Det hjalp heller ikke, at jeg bad min dygtige medarbejder om bare lige at skrive lidt foreløbig tekst. Det, synes hun, var en decideret dårlig ide.

”Tror du ikke, du er nødt til at gøre det selv, altså når det nu er det, du gør for alle andre?”

Det gik op for mig, at alt det, jeg giver til mine kunder, er det, jeg giver mindst af til mig selv.

Skab fortællinger, så kunderne forstår hvad i sælger

Jeg lever af at skabe fortællinger om andre. Det tager mig sjældent mere end nogle få timer hos en virksomhed, så ved jeg, hvad det er for en fortælling, der ligger bag dem, og jeg ved, hvordan den skal omsættes, så deres kunder fatter interesse. Derfra tager det mig ingen tid at få styr på teksterne til deres hjemmeside, sociale medier og nyhedsbreve.

Jeg kan fortælle mine kunder, om deres logo og design støtter op om deres fortælling, og hvad der er no-go i forhold til deres kommunikation. Jeg kan lave manus og processtyre deres brandingvideo. Jeg kan endda skrive ledernes blogindlæg og recitere deres egne ord, så de ved, hvad de skal sige, når en journalist ringer for at interviewe dem. Alt er i flow.

I det hele taget er jeg mine kunders ’Svare-Sara’, som de kan ringe til og få en mening om alt lige fra layout og design til kampagne-strategi, fordi jeg kender deres grundfortælling.

Jeg er også ved at færdiggøre en personlig fortælling i bogform på et forlag. Jeg har arbejdet igennem 10 år med en mands fortælling og kender den efterhånden så godt, at han nærmest bliver forskrækket, når jeg sommetider minder ham om, hvordan hans liv var dengang.

Men den fortælling, jeg tilsyneladende ikke helt har fået hold på endnu, det er min egen virksomheds fortælling.

Kend dit WHY

Inden for branding taler man i disse år om THE BIG WHY. Først når en virksomhed kender sit eget WHY, bliver den i stand til at kommunikere autentisk med sine kunder. Inden for ledelse taler man rigtig meget om autentisk ledelse. Det er samme princip. Kend dig selv – så kan du agere autentisk og troværdigt. Så skaber du følgere.

Find your WHY or DIE, lyder det dramatisk i den nye digitale medie-verden.

Derfor sidder jeg nu her med min kaffe og en croissant og forsøger at abstrahere fra det faktum, at jeg ikke arbejder på noget, der kan faktureres videre. At jeg ikke skriver på andres fortælling. Men min egen.

En virksomhed er aldrig bare et produkt

Jeg blev selvstændig, fordi jeg elsker fortællinger. Fordi en virksomhed aldrig bare er et produkt. Det er altid en stærk historie om drømme, længsler og stærke visioner, der ligger bag et forretningskoncept. Der er altid nogle, som har haft noget på spil og har satset. Og for mig er der ikke noget mere fantastisk end at folde den fortælling ud.

Så her er mit WHY …

Danske virksomheder er en skattekiste af ufortalte historier. Og ofte møder jeg ledere og iværksættere, som føler sig misforstået af deres kunder, fordi de aldrig får fortalt om andet end deres produkt. Kunderne aner ikke, hvilke anstrengelser og værdier, der ligger bag det produkt, de køber – eller som de måske undlader at købe.

En fortælling skal ud der, hvor den rammer de rigtige. Sommetider er den en lang og tung papir-printet bog. Sommetider er det på en hjemmeside-tekst, et blogpost eller et nyhedsbrev. Sommetider er det i korte glimt, et billede eller en video på de sociale medier, og sommetider er det helt akustisk fremmøde til et seminar eller et foredrag.

START WITH WHY, skrev brandingguruen og bestsellerforfatteren Simon Sinek.

Mit WHY er, at jeg stiftede min virksomhed for at hjælpe andre virksomheder med at finde deres WHY …

af